Jeg er ikke overbevist om, at dette er det rette tidspunkt at genoptage blogskriverierne. Jeg har hovedet fuldt af livets store spørgsmål, og en opgave på skuldrene som jeg ikke havde forestillet mig at skulle løfte.

Men mavefornemmelsen siger mig, at det kan give rigtig god mening at få tankerne hældt ud af hovedet.

Min far har fået en tumor i hjernen. En af den slags som ikke kan opereres væk. Han har fået fjernet en alt for lille del af den, og nu krydser vi fingre for at stråling og kemo de næste 6 uger vil hæmme tumoren og give ham et par år mere at leve i. Svulsten sidder i panden, og påvirker personligheden. Min far er med andre ord ikke længere sig selv. Det store overblik, handlekraften og evnen til at gå praktisk ind i udfordringer er forsvundet. Sygdomserkendelsen kan ligge på et meget lille sted, og energiniveauet er helt i bund.

Det giver selvsagt nogle problemer at han bor alene. Ikke mindst efter at han har fået konstateret epilepsi som følge af operationen. 

Heldigvis er jeg der. Heldigvis er jeg (stadig) uden arbejde, heldigvis bor jeg lige i nærheden. Og jeg kan hjælpe ham med det meste. Endnu.

Men jeg er blevet forbandet bevidst om, at han ikke længere er der til at hjælpe mig. Jeg mangler ham som sparring, som barnepige, som rådgiver og som sikkerhedsnet. Ikke at jeg umiddelbart har brug for et sikkerhedsnet, men det var så ubeskriveligt rart bare at vide det, mens det var der.

Det er jo som bekendt i nøden at man kender sine venner. Der er røget en enkelt i svinget allerede. Ikke overraskende, og man kan ikke forlange mere af folk end de magter. Men skuffelsen nager lidt. Andre har derimod vist en ganske særlig omsorg, som jeg ikke engang havde drømt om. Og så er der heldigvis også dem, som er der, som de altid har været det. 

 Jeg har tilbragt en del af weekenden på Vorbasse marked. Solgte kirsebær for (og med) en veninde, ligesom sidste år. Vi burde derfor have været forberedte på, hvad der mødte os.

Men trefarvet hår, store numser i leggings og hælløse træsko, blandet med kram og smådyr bliver jeg nok aldrig rigtig fortrolig med. Som venindens svigerfar sagde "Hold kæft hvor er her mange grimme mennesker". Sådan ville jeg ikke have sagt det, men medgiver, at der var mange særlige kendetegn!!

Vi vovede os i ølteltet torsdag aften. Der var dagsbranderter som dansede med specialkonstruerede moves og sig selv. Og ham der kunne alle de lidende ansigtsudtryk, men ikke teksterne, selvom han prøvede. Men der var også det superlækre par, ham i cowboyhat og førnævnte træsko, hun i fornuftigt og ikke forkertformet tøj. De kunne danse!! Og de havde det supersjovt imens. En sand fornøjelse at se på. (og han beholdt sgu skoene på!!)

Vi betragtede længe, og blev enige om, at det da sådan set var meget hyggeligt. Så blev vi tvunget ud på dansegulvet af Sofaking og Dansemusen. Med aftale om, at hvad der sker på Vorbasse, det bliver på Vorbasse!

Men jeg kan sige så meget som at vi havde en fantastisk sjov aften, ikke gjorde noget vi ikke KAN fortælle, og ikke er blege for at gøre det igen!

Pånær det med de der slush-ice-shots. Av for hælwed! 

Der var to af drengene som fik al opmærksomheden dengang, i femte klasse. De var bestemt velklædte, eller i hvert fald i ball-bluser og den slags. Og det var som bekendt jo bare flot!

Facebook, den so, kan altså et trick eller to. Jeg faldt over den ene, lad os kalde ham Martin for det hed han, og fik et chok! Han ligner sig selv fra den gang, med for store fortænder og et alt for rundt hoved. Den anden, Kristian, lignede en mere falmet udgave af et yngre jeg, som idealer og standarder har overhalet med en hastighed på et årtusinde i timen.

De to var ikke specielt klogere eller sødere eller sjovere end de, eller vi, andre. Jeg tror deres popularitet allermest hang sammen med at de kom fra hjem med ressourcer og et andet fokus end vi andre steinerunger. 

Så meget for at være ham den lækre i femte!

Den sjove, kreative og musikalske klassekammerat som jeg har lavet vildt mange sjove ulykker med, er fotograf i dag. På den fede, kunsneriske måde. Og hold da kæft hvor er han lækker på de der fb-billeder...

"Fryser du? -har du gåsehud?"

- ?

- !?!

"Nej, jeg tror altså bare det er almindelige menneskeknopper!"

Det er fantastiske ting der foregår i sådan en snart 4-årig knold. Og klart man ikke gider være sådan en fedtet en med fjer, bare fordi man er lidt kuldskær!

Jeg havde glemt det. Børnehaven skulle på tur i dag. Med madpakker og vandflaske og regntøj og det hele.

Vi holdt hjemmehyggedag i går, og kom derfor ikke forbi opslagstavlen som jo ellers plejer at hjælpe med at undgå at glemme den slags. Men vi nåede det! Ungen kom klokken 5 minutter i afgang, jeg løb hjem efter drikke dunken, og nåede tilbage inden bussen kørte, og nu mangler jeg bare lige at aflevere en eftermiddagsmadpakke.

Det mærkelige er bare, at jeg stadig ikke rigtig kan huske, at jeg burde vide at de skulle afsted. Har åbenbart brugt den plads i hjernen til noget andet!?

Jeg bliver afprøvet. Af lille bæst med markante meninger og ekstreme metoder! Det har jeg vist nævnt før, og det hører med til det at blive større. Hvordan skal man vide hvor grænsen går, hvis man aldrig har mødt den?

Men behøver hun at skide i legehuset? og så endda TO dage i træk? Behøver hun klippe sit hår, og er det nødvendigt at indlede powerhyl-seancer hver eneste gang jeg er nået ned af børnehavens trappe med en ellers klar aftale om at vinke i vinduet?

Og behøver vi lege med vand på værelset, når nu der ellers er lov til at plaske i badeværelset?

Måske er formålet med det hele, at gøre det lettere for mig at hælde hende i egen seng, så jeg kan få mig et voksenliv med sengelæsning og endnu mere trist fokus på den tomme halvdel. For hvem sukker ikke efter det??

Jeg forstår det ikke rigtig. Og måske er der ved at gå en prås(!?) op for mig. For jeg er klar fortaler for fri bevægelighed, ægteskaber på tværs og alt det. Men jeg undrer mig over den massive modstand mod at genindføre grænsekontrollen. For hjemmerøverier og anden kriminalitet især på Fyn og langs E45 gør, at jeg godt kunne overveje at synes at det er en god ide at skulle vise sit pas. Ikke for at forhindre mennesker med lovligt ærinde i at komme på besøg, men for de andre..

Og hvad med pråsen, tænker du nok. Kommer her: Måske er det federe at have Svenske nærmeste naboer, hvis man skal være rummelig imens, end det er at have østeuropæiske bæster drønende ind i tide og utide? (Der står bæster, ikke bærplukkere, gartnerimedarbejdere og anden effektiv og nødvendig arbejdskraft)

Men jeg er også sådan en der synes overvågning er bedre end overfald, og som egentlig synes det er ok at færdes uden at gøre hemmelige ting jeg ikke må.

I dag er det min datters fars fødselsdag. Vi har brugt noget af weekenden på at skrive fødselsdagskort, (Kære far, tillykke med fødselsdagen, fra søde Lea) og male på et glas han kan stille sin tandbørste i. I morges ringede vi og sang fødselsdagssang.

Jeg blev ramt af, hvor hyggeligt det har været at gøre det sammen med hende, for hendes skyld. Og hvor lidt hans opførsel, dengang det var afgørende, gør ham fortjent til det.

Men var der ikke noget med, at ting man giver godt ud, kommer godt igen? Jeg er i hvert fald sikker på, at det er federe at være barn af forældre som sameksisterer. Og så må de der "han fortjener det slet ikke"-tanker bare fortrænges.

Og solen skinner.. måske har han forbedret sig?? :-p

 "Hvornår skal vi flette en blomsterkrans til mig?" sagde ungen i morges.

"Det skal være af ROSER!"

Ja altså, lille skat, jeg tror du vil foretrække en anden slags blomster. Med mindre du har en rimelig vigtig mission foran dig. Men kan vi ikke nok øve med mælkebøtter lidt endnu?? :-s

Jeg skylder da vist at fortælle, at den gamle bil er vel hjemme igen. Iklædt livrem og seler (læs ratlås og startspæring x 2) og med stor opmærksomhed. Også om natten, hvor jeg vågner og bare liiiige skal se til den.

Den har haft det hårdt, men har stadig den samme facon. I det mindste. Barnestolen er stjålet, sammen med en masse andre ting. Fx en gammel luftmadras som man ligger virkeligt elendigt på. Ha!

Jeg ville gerne have haft kasko på, men altså...

Bilen blev fundet, fordi den var stillet foran en affaldsø. Det var sådan set pænt af tyven. Men den stod samtidig foran det, som var min gadedør for 18 år siden. Det MÅ være en tilfældighed, for ellers er det alt for uhyggeligt!!