Jeg har været til øvekorsession i dag. Øv-kor var måske lige så rammende, eller, sådan så det ud da vi ankom. Det er frivilligt, ulønnet og i dagtimerne, så det var op til entusiasterne at stimle sammen. Og vi var en pæn flok. Med overvægt af ældre damer.

Ældre damer damer udvikler ofte en vældig skinger stemme i takt med at de øh.. modnes. Det var ikke anderledes for den fremmødte gråguldloksflok her. I mellemaldersklassen var der især den stærkt makeup-farvede dame, med de turkis-lime-høragtige gevandter. De andre var sådan mere afdæmpede i deres særhed. De fleste beholdt skoene på, og så kun henførte ud mens de sang. Resten var bare sådan nogen som mig selv, som synes det er fedt at synge og hjælpe nogen med at uddanne sig på samme tid. Og så var der tre mænd, hvoraf den ene sad i kørestol. Men overvejende velsyngende.

Da vi havde sunget en time, kom den sidste af de tilmeldte korsangere. Bragende ind gennem lydslusen, som man bedst kan, når man (også) sidder i en kørestol. Hun virkede ikke som om hun syntes, at det var fjollet at forstyrre for den sidste tredjedel af dagens program. Hun havde tydeligvis meget entusiasme hun skulle af med. Og den elektriske kørestol havde også nogen lyde, som den ikke ville brænde inde med. Hendes påklædning larnede i øjnene, og hendes sangtalent var vist røget af ude i slusen. Men hendes fødder var helt fantastiske. De levede deres eget liv, ved at spjætte ud i vandret fra knæene, når der blev sunget bare lidt kraftigt. Det så meget besynderligt ud, og havde ikke betydet noget som helst, hvis ikke det var for alt det andet.

Og hvad med mig selv si'r du? Jamen... jeg meldte mig frivilligt til at synge mandestemme, bare for også at være lidt tossi! 

Så er vi lige straks færdige med at skrive projekt. Det glæder jeg mig til. For mens jeg hylder forskelligheden, samarbejdet og læringsprocessen med den ene hånd, bander jeg over det med den anden!

Det var ikke med i overskudsregnskabet at der skulle være sygt barn i næsten halvdelen af perioden, og altså, selv en lille febersvag opkaster kræver opmærksomhed.

Men i dag har hun været i vuggestue. Lidt mat, men bestemt i godt humør. Det gav en masse arbejdsro, en masse god proces og så noget overskud til hyggeaften med badning og snak og leg og sang og godt humør. PrutSofie er iøvrigt flyttet ind sammen med Piggi og Emil nu. Hun er sød nok, men lugter næsten ligeså fælt som krokodillen som ellers får skyld for den slags aktiviteter herhjemme...

Hvor er det dejligt og hvor er det skønt og hvor er det i grunden ganske fantastisk. Sneen smelter og dagene bliver længere og lysere. At gårsdagens eftermiddag blev forvandlet fra legelækker til haglbyge på kortere tid end det tager at montere en flyverdragt er bare tegn på, at vi bevæger os i den rigtige retning.

Men ligesom at himlen altid er blå over skyen, så er jorden fyldt med hundelort under sneen. Så midt i svimeri over de små nye vintergækker og erantislinger, bliver man nærmest draget af det enorme antal hundelortebuske, som har valgt at spire i dette område!!

Den lille brækunge, som ellers var godt på vej mod en vuggestuedag, hældte morgenmaden ud i entreen. Så var det overstået. Siden har hun været sprængfuld af energi og bestemt ikke mærket af den hændelse. Men jeg orker altså ikke at rende energi af imellem de der lorte. Så send lige noget antibrækkarma til os, så hun kan komme i indhegnet legeplads i morgen!!  

"Jeg blev ked af det igår" sagde den lille unge. Med bekymret mine! Og fortsatte: "det var fordi du ondterede mig!"

Hvad jeg har gjort ligger stadig hen i det uvisse, men det lyder som noget virkelig væmmeligt, noget man ikke vil byde nogen man holder af..

Det ser nu heller ikke ud til at have givet men eller traumer. Måske var det som med dette indlæg. Har ikke alverden på hjerte, men vil nødig brænde inde med sådan et godt ord!?

Den lille stakkels bæst-unge har kastet op hele dagen. Heldigvis har der også været noget madlede inde over, så det er lykkedes at putte hende i seng, med kun en halv knækbrød og et par slurke vand i maven. For den nægter altså at indeholde andet end det fastmonterede i dag.

Havregrød = no go!

Første episode gik ganske grundigt ud over kaninbamsen. Så den røg i "vasketøjskumleren". Det var en stor oplevelse at se den og udvalgte bamser rotere derinde. Men allerbedst var kommentaren til det syn, de udgør nu hvor de hænger til tørre. "Så kan de hænge der og brække sig!"

Måske skulle jeg have lagt dem på ryggen på stativet i stedet? 

Nogen har skiftet min lille unge ud med et trodsigt bæst! Og meget ubelejligt, lige her midt i projektskrivning, vuggestuemøde uden indhold, postentusiastisk flyttestress og jobsamtalemellemfornøjethed. Men det er ikke desto mindre sådan det er.

En anden vinkel kunne være at det er mit manglende overskud der sætter gang i bæstet. Sammen med ændringer i vuggestueflokken.

Og et eller andet sted, så er det nok også bare fordi jeg har et helt normalt barn, med humør der svinger, lige som alle andres. Men det gør ikke mig bedre til at tackle protest- og vil ha' hylning. Slet ikke når jeg har travlt altså!

Det så så lovende ud, mens solen kastede sig ind gennem de småsnavsede ruder i går. Det lignede forår, og mine fornemmelser var drønet ud i det, hvis ikke det havde været for det dagslange gruppearbejdsmøde som tog de sidste rester af fritid og energi.

Så denne morgen var der planlagt en længere gåtur i naturskønt område (læs: Engsøen). Lige indtil jeg nær var røget på bagflæsket på risten udenfor døren. Is over det hele. Også ovenpå det skridsikkertagtige!

Jeg orker ikke at trippe rundt og være bange for at brække alting. Omvendt trænger jeg inderligt til at få noget frisk luft, noget motion og noget sollys i fjæset. Heldigvis har jeg en masse opvask fra grupperiet, som en slags plaster...

Det er sjovt som der altid er nogen der tier helt stille, når der skal diskuteres i gruppearbejde. Der er nogen som næsten bliver usynlige, indtil faren er drevet over. De sidder sandsynligvis inde med en masse gode betragtninger og vinkler på emnet, men baglåser når bølgerne går højt.

Og så er der vi andre, som kaster sig ind i dialogen med iver og entusiasme nok til at smelte de sidste snedynger. Hvis altså emnet giver mening. Vi er to fra den ene og to fra den anden kategori i gruppen. Og heldigvis er der også den femte, -det velovervejede, modige medlem af gruppen, der tålmodigt og sagligt sætter et punktum eller en konstatering eller et spørgsmål ind, så kampdialogen afbrydes. 

Kamphanerne 1 og 2 har talt om, hvorvidt de tavse lider overlast. Om det generer dem, at der tales direkte og uden omsvøb om tingene. Samtidig har hanerne svært ved at se sig selv som fredsduer, og hvis vi ikke spørger dem, som ikke selv melder ud, om deres holdning til det, så kan vi jo ikke vide om de synes det er for barsk. Vel?

Jeg har en nabo, hvis bil på et tidspunkt blev forsøgt stjålet. Det var ganske mærkeligt, for der holdt andre biler på parkeringspladsen, og det var kun hendes, nogen havde forsøgt at starte. Døren var brækket op, og der var forsøgt noget kortslutning. Og så var den blevet forladt igen.

Hun fortalte, at den slags tit skete med netop hendes bil(er). Altså ikke første gang...

I dag så jeg, at hendes bagrudevisker stritter ufikst ud i luften. Er det så igen nogen der har været på spil? For alle andre biler på parkeringspladsen holder stadig bladene ind til ruderne.

En lille grim stemme inden i mig antyder, at hun selv gør det. Jeg ANER ikke hvor stemmen får det fra, men det er en uhyggelig tanke. Hellere meningsløst hærværk, eller altså.. det andet er da for virkelig mærkeligt, ikk?

Det har været en lang og kold vinter, så solstrålerne har da vist mere magt og indflydelse end nogensinde?

Eller også er det bare tilfældigheder. Men forskellen fra jomfrubursagtigt vinterhi til velbesøgt rapunselslot er mærkbar.

Kan man mon lave en slags styret billetsalg? Måske med en test...

Eller går det mon lige op med de positive effekter og al det lidt svære ved at skulle sige "nej tak"?

I hvert fald i kategorien luksusproblemer.. og endda på den fede måde!

Ha' en dejlig weekend :-)