Hvor farligt kan det være at flytte til en ny lejlighed? Hvor risikabelt kan det nogensinde blive, at flytte FRA Lystrup? Hvor totalt de vilde vover er det, at ringe og bede om en fremvisning?

Hvorfor kan jeg så ikke sove om natten, og hvorfor er jeg næsten i panik over, at der er to ledige lejligheder i samme område? Er det bare fordi jeg VIL se spøgelser? -eller er det sund skepsis og intuition jeg bør lytte til?

På mandag skal jeg begynde på kursus. Det har jeg glædet mig til siden før jul. Nu gider jeg ikke rigtig... Mon ikke det går over når jeg kommer igang?

Jeg har brugt den sidste måneds tid på at bevare distance til én, som ellers gerne vil være en del af vores liv. Svært at forklare at det nok mest er fordi han ikke er farlig nok... Og også svært at forsvare - virker faktisk lidt dumt!! Ikke desto mindre, er det sådan det er.

Jeg kom til at klikke på et woman-link. Og det er jeg faktisk ikke meget for at indrømme. For ligesom jeg ikke vil ses med sladderblade og formiddagsaviser, vil jeg da heller ikke være sådan en der tester mine blowjob-evner i et spørgeskema. Men resultatet var, at jeg faldt over det her indlæg:

"Har længe tænkt over hvor meget det er "normalt" at babere af benene.
Hvor længt op babere I?
Syntes selv jeg har vildt længe hår på knæerne og underbenene men over kræet kan man næsten ikke se hårene da mine hår i forvejen er meget lyse og derved kun kan ses når de er lange eller at lystet falder rigtigt.

Men hvor meget babere I?"

Når jeg så er færdig med at grine af den stakkels pige - eller mand, - jf. kræet?? så er det da helt rart at læse, at der stadig findes mennesker med kropsbehåring nok til at overveje om det skal fjernes. 

Av det gjorde ondt i det lille hoved. Hun græd og græd, og var ganske utrøstelig. Ville ikke have mælk, ville ikke have noget som helst. Kunne bare sidde lige så stille hos mor. Til sidst faldt hun i søvn. Lige indtil jeg bevægede en arm. Eller et ben. I går var børnepanodil vores bedste ven!

Den lille unge ville selv ligge i sofaen, der måtte ikke være fjernsyn eller andre lyde, og jeg måtte allernådigst sidde ved spisebordet og læse. Og spise pizza alene!! Så jeg kunne tydeligt se at det ikke var for-sjov-feber eller for-sjov-ørepine. Men Panodiler, Pingu og et glas mælk var, hvad der var brug for, for at sikre en tålelig nattesøvn. Det havde jeg nok ikke gættet selv..

I dag er der lyd og leg igen. Og næsten ingen feber.

Der strømmer et fantastisk lys ind gennem vinduet. Solen er gået fra orange til kridhvid. Det er ikke til at se hvor solen holder op og sneen begynder. Smukt og iskoldt.

Sådan en dag er det let at forstå, hvordan mennesker gennem tiderne har bekendt sig til religioner og set tegn fra deres guder.

Men jeg lader mig ikke narre! For ude bagved lyset ligger hundelortemarken. Og dagen rummer rester af en alt for urolig nat. Og en ked aflevering i vuggestuen.

Men der er bestilt tid hos mekanikeren. Mit nye vækkeur, som fryser og kun genstarter når man tager strømmen, er sendt retur. Og de der ansøgninger skriver da næsten sig selv i dag, ikke? For ellers er det der lys altså snyd!

Jeg er alene hjemme. Den lille unge er hos sin far, og jeg har min weekend helt for mig selv. Jeg har vasket gulve, ryddet op, vasket tøj, smidt grimme blomster ud - og hyacinten fordi den har den frækhed at lugte af hyacint! En kæmpe overvindelse er det, for hvad har de stakkels levende planter gjort, udover at leve præcis så godt som man kan forvente efter de givne vilkår? På den anden side, er der ikke meget der er grimmere end en yugga der er blevet gul.

Farvel! (på Gregorius-måden)

Og så har jeg været i svømmehallen. Hold da op hvor er der meget fri-opmærksomhed, ledige hænder og slet ingenting at give sig til andet end det man kommer for, når man ikke har en to-årig med!

Jeg kunne næsten ikke få tiden til at gå, mens jeg ventede på at jeg havde skyllet sæben af kroppen og kunne gå ind i svømmehallen. Værre blev det, da jeg ikke skulle andet end at svømme frem og tilbage. Er det lige kedeligt eller hvad?? Jeg var lige ved at forlade saunaen inden jeg fik varmen, for der var jo overhovedet ikke noget at lave derinde. Og så var jeg færdig med at tage tøj på, før jeg næsten havde tørret mig. 

Bortset fra det der store spejl jeg kom til at kigge i, midt i al overskuds'et. var det fedt. Jeg er vist ved at blive bedre til friweekender.

Jeg var inviteret til møde i vuggestuen i går. Det var Lauras fars initiativ, og jeg tænkte, at det nok var udmærket at vise, at der er flere utilfredse forældre tilknyttet 'problemstuen'. Faktisk er der ikke en eneste tilfreds forælder, så vidt jeg kan høre.

Men hvor er der da stor forskel på utilfredsheden og på de krav vi stiller. Hvor jeg tillader at kommentere når der er dårlig stemning, rod, uro og mangel på kommunikation, har andre, ikke mindst Lauras far, helt anden opfattelse af samarbejdet med institutionen.

Han påpeger, når frosten har gjort lågen skæv. Og følger op næste dag for at sikre at de ikke glemmer det. Han nævner at salten ligger ujævnt, i klumper, på stien. Han forlanger forklaring på, hvorfor barnet har sovet 20 minutter mindre end i går. Han beder om at få madpakken lunet hvis hun ikke er sulten i en periode, og han påtaler enhver ændring, højt og længe.

Så i stedet for at være sammen om at få budskabet igennem, fik vi en, i øvrigt, rigtig konstruktiv snak om, hvordan vuggestue og forældre kan finde en fælles måde at håndtere hverdagen på. 

Nu er det så bare nervepirrende spændende om den konfliktsky pædagogiske leder vender tilbage med brugbart noget-som-helst. Vi tvivler i stor enighed, Lauras far og jeg! 

Vi har svømmet og sovet og spist lagkage indtil nu i dag. Det er næsten som at ha' tømmermænd med al det hyggeri. Bare uden kvalme og hovedpine... eller altså, lidt kvalme af al det kage...

Det endda efter en veloverstået julefrokost. Men med helt nye rammer og ganske anderledes aktivitet Meget belejligt har de to vigtigste julefrokostmennesker i mit univers valgt at få børn med ganske kort tids mellemrum. Børnejulefrokost er noget mere livlig og markant mindre snapsepræget. Men det var hyggeligt, og da jeg endelig fandt en kvadratmeter af mit gulv igen, og køkkenbordet var ryddet for opvask, var jeg klar til at gøre det igen.

Måske bare hos en af de andre ;-)  

Det er jo INGEN alder. Er det? :-s

Det er nu definitivt forbi, det der starten af 30'erne. Og det er vist ok. Jeg føler mig ikke så væsentligt ældre i dag, som jeg nogengange har gjort tidligere. Lidt tungere godt nok. Men det er vel også vigtigt at ha' noget at stå imod med, når man nu er lige langt fra nyfødt og 70!

Indtil videre viser dagen sig fra sin allerbedste side Jeg får sunget fødselsdagssang med bittesmå intervaller imellem, der bliver viftet med flag, og vi hygger!! Det er altså en dejlig dag!

Dagens kursus var til gengæld både inspirerende og anvendeligt. Ikke at jeg har konflikter at håndtere sådan på stående fod, men det er nu alligevel rart at have kommunikations- og konfliktløsningsværktøjskassen opdateret og nypakket. Bare for en sikkerheds skyld... hvis man nu fx kom til at tage på et skodkursus igen!

Tankevækkende er det, at dagens kursus sluttede med en evaluering. Det gjorde kurset ikke i går. Ikke engang verbalt... 

Jeg kom til at melde mig til et kursus i a-kasse regi. Styr din hverdag hedder det..

Sjældent har jeg spildt en dag så grundigt som i går. Det var så uinspirerende, overflødigt og kedeligt, at selv frokosten, som var en sandwich uden smag, virkede som et højdepunkt.

Men underviseren var meget optaget af den eneste mandlige deltager. Hun var forbi flere gange, på "Mulle-måden" for at fortælle ham, at hans manglende motivation ud i jobsøgningsstruktur bestemt ikke var noget han skulle være ked af...

Det reelle højdepunkt var, da jeg kom tilbage til den lidt vovet parkerede bil og IKKE havde fået en bøde!

I dag skal jeg til kommunikation og konflikthåndtering, og jeg håber krafthyleme at de kan deres kram. Ellers kan de få træningscase kan de!!

Og lugt af tyndskid. Det er virkelig en oplevelse at komme ud blandt andre mennesker!

Jeg er på nippet til at påstå, at jeg savner de 'gode gamle dage' hvor man måtte ryge på barer. I hvert fald efter i går, hvor flere af gæsterne tydeligvis havde virkelig dårlig mave. En tyk røg havde helt sikkert dæmpet lugten, og gjort det sværere at identificere synderne. Men så igen... heldigvis sidder lugten af prut ikke i håret på samme måde som lugten af røg.

Awdr altså!

Jeg var lige midt i oprydningen af en masse andre ting, da jeg faldt over det gamle fotoalbum. Hold da op hvor så vi alle sammen unge ud, da jeg fyldte 21 år.  Det er næsten skræmmende som alle de andre er kommet til at se virkelig gamle ud på de ganske få år, der er gået siden! :-p

Det var fedt at se tilbage og huske sjove fester, rejser og oplevelser. Men det allerbedste er altså, at jeg er rigtig godt tilfreds med at være i nutiden også.

Og så må jeg vist hellere komme videre med at rydde op, så jeg kan få tid til alle overspringene også!

Kender du typen, der kommer ind i en temmelig tilfældig tysk discountbutik og spørger efter en vare, som vedkommende har set i en tilbudsavis?

Forestil dig et øjeblik, at den potentielle kunde bliver skubbet af den ansatte, da den ansatte skal hen for at hilse på nogle bekendte som netop er kommet ind i butikken. Og forestil dig så, hvordan den potentielle kundes indsdtilling til konceptet ændres fra "tysk discount" til "skodbutik" som med et trylleslag.

Derfor var det nok en smule skarpt da kunden spurgte efter de der brædts fra tilbudsavisen, og da den ansatte så påstår, at det altså først er på lørdag, er kunden himmelfalden. For der stod altså torsdag i tilbudsavisen!

Så er det at det går op for kunden, at hun er havnet i det forkerte tyske discount-helvede. Der bakkes undskyldende mod udgangen, imens den nu ganske spagfærdige kunde glæder sig over, ikke at have været lige så ubehøvlet som situationen i første omgang indbød til.

I den anden tyske discountbutik var der anderledes succes med plastikindkøbet! 

Og brædtet er et hit!

Jeg er i store overvejelser om wcbrædter til børn! Sidst jeg så et, var jeg i tvivl om, hvorvidt det var en god ide med sådan et. Om ungen kunne klatre derop og om det overhovedet var en brugbar genstand eller om det bare er endnu en børnefamilieuundværlighed som havner i skuret efter ganske kort tid.

Jeg nåede frem til, at det nok er en god ting. Ikke mindst fordi den er tilbage i tilbudsavisen i ægte tysk discountplastik. Til 30 kroner.

Den lille unge har nemlig slet ikke lyst til at sidde på potten længere, nu da hun har opdaget at man kan klatre op på toilettet ved at læne sig mod væggen og så kaste det ene ben op først. Derefter kanter hun sig hen midt på, og holder godt fast med benene om kummen. Men det er ganske umuligt for hende også at koncentrere sig om det hun oprindeligt kravlede derop efter, midt i al anstrengelsen.

Og hvis den ikke virker, kan jeg jo altid give-away'e den her på bloggen :-p

Jeg opfyldte mine ansøgningsforpligtelser med lige dele tværhed og rutine copy-paste entusiasme.

Den sidste ansøgning var sådan en slags bonus, et plaster på de manglende ansøgninger i juledagene, hvor jeg besluttede, at der på grund af helligdagene kun skulle sendes én om ugen (ja, det er nemlig mig der bestemmer den slags...). Den var nøjagtig magen til den forrige, til et ganske andet job, bortset fra, at firmanavnet var ændret. Jeg har faktisk aldrig ment noget så lidt. Og jeg forventede at de ville sortere mig fra, med klar overbevisning om, at det var en af de tvungne ansøgninger. For man behøver vist ikke en HA for at sælge mobiltelefoni på kanvasmåden?

Lønnen er knap 1000,- højere end dagpengesatsen. Men dertil kommer så bonus og provision. Tror vi jeg har lyst til det? 

Jeg skal til samtale i morgen klokken 10. Nej altså..

Men bagefter er der så fri leg i udsalgsbutikkerne i midtbyen. Som en slags trøst! ;-)

Det har været en rigtig god juleferie. Vi har hygget røven ud af natbukserne, når vi altså ikke lige var ude for at spise en masse lækker mad.

Men hold da op, hvor er det også dejligt at sidde stille, selv og helt uden nogen der snakker og spø'r "hva' sagde du?" eller endnu værre "hva' sagde jeg?" (ikke på den hoverende måde, dog).

Og nu bliver gulvet vasket, rodet pakket væk og vores hjem sniger sig tilbage i ikke-helbredstruende rammer. FAKTISK sidder jeg lige og venter på at stuens ene halvdel tørrer, så jeg kan vaske den anden. Hermed retfærdiggjort. Skønt!