Jeg vågnede i morges klokken 9 og erkendte at dagen og jeg umuligt kunne mødes på den måde. Så jeg vendte mig om og sov fire timer mere. Så prøvede jeg at drikke lidt vand. Det var ikke nogen succes, men når jeg bare lå helt stille, var der håb for overlevelse.

Men dagen skulle ha' en chance, så jeg tog mig voldsomt sammen og gik i bad. IKKE den bedste ide, i hvert fald var det urimeligt hårdt at stå op og samtidig bevæge armene for at vaske hår. Så jeg måtte ned på knæ og lægge panden på gulvet tre gange, før det projekt var fuldført. Jeg tog mig selv i, med panden i gulvet, at nynne MJ's Earth Song. Jeg har virkelig været dårlig.

Nu er jeg bare mat og træt og ugidelig.

Der er blevet indkøbt blomster til en af stuerne, og det ser da flot ud. Men hvorfor vælger man lige fredsliljer, når de nu kan give ætsninger i halsen, og kun i sjældne tilfælde sætte nyrerne ud af drift? Hvis man altså spiser dem, forstås!

Jeg spurgte til det i går, -på den der forsigtige, jeg mener at have hørt -måde. Og det var da undersøgt, selvfølgelig ville man da ikke stille giftige planter i vinduet i nå-højde.

Nåmen det googlede jeg da lige lidt over, da jeg kom hjem. Og skrev et par relevante links ud, og ovedrog den ellers så overbeviste pædagog. Og det sku' jeg nok aldrig ha' gjort.

Uha, hun blev vred, og skældte ud og jeg sku' ikke blande mig og jeg skabte iøvrigt ravage nok på "vores egen" stue. Og videre i den dur.

Jeg var ganske rystet bagefter, og er stadig inderligt forurettet på den uklædelige måde!!

Ældre damer damer udvikler ofte en vældig skinger stemme i takt med at de øh.. modnes. Det var ikke anderledes for den fremmødte gråguldloksflok her. I mellemaldersklassen var der især den stærkt makeup-farvede dame, med de turkis-lime-høragtige gevandter. De andre var sådan mere afdæmpede i deres særhed. De fleste beholdt skoene på, og så kun henførte ud mens de sang. Resten var bare sådan nogen som mig selv, som synes det er fedt at synge og hjælpe nogen med at uddanne sig på samme tid. Og så var der tre mænd, hvoraf den ene sad i kørestol. Men overvejende velsyngende.

Da vi havde sunget en time, kom den sidste af de tilmeldte korsangere. Bragende ind gennem lydslusen, som man bedst kan, når man (også) sidder i en kørestol. Hun virkede ikke som om hun syntes, at det var fjollet at forstyrre for den sidste tredjedel af dagens program. Hun havde tydeligvis meget entusiasme hun skulle af med. Og den elektriske kørestol havde også nogen lyde, som den ikke ville brænde inde med. Hendes påklædning larnede i øjnene, og hendes sangtalent var vist røget af ude i slusen. Men hendes fødder var helt fantastiske. De levede deres eget liv, ved at spjætte ud i vandret fra knæene, når der blev sunget bare lidt kraftigt. Det så meget besynderligt ud, og havde ikke betydet noget som helst, hvis ikke det var for alt det andet.

Og hvad med mig selv si'r du? Jamen... jeg meldte mig frivilligt til at synge mandestemme, bare for også at være lidt tossi! 

Det var ikke med i overskudsregnskabet at der skulle være sygt barn i næsten halvdelen af perioden, og altså, selv en lille febersvag opkaster kræver opmærksomhed.

Men i dag har hun været i vuggestue. Lidt mat, men bestemt i godt humør. Det gav en masse arbejdsro, en masse god proces og så noget overskud til hyggeaften med badning og snak og leg og sang og godt humør. PrutSofie er iøvrigt flyttet ind sammen med Piggi og Emil nu. Hun er sød nok, men lugter næsten ligeså fælt som krokodillen som ellers får skyld for den slags aktiviteter herhjemme...

Men ligesom at himlen altid er blå over skyen, så er jorden fyldt med hundelort under sneen. Så midt i svimeri over de små nye vintergækker og erantislinger, bliver man nærmest draget af det enorme antal hundelortebuske, som har valgt at spire i dette område!!

Den lille brækunge, som ellers var godt på vej mod en vuggestuedag, hældte morgenmaden ud i entreen. Så var det overstået. Siden har hun været sprængfuld af energi og bestemt ikke mærket af den hændelse. Men jeg orker altså ikke at rende energi af imellem de der lorte. Så send lige noget antibrækkarma til os, så hun kan komme i indhegnet legeplads i morgen!!  

Hvad jeg har gjort ligger stadig hen i det uvisse, men det lyder som noget virkelig væmmeligt, noget man ikke vil byde nogen man holder af..

Det ser nu heller ikke ud til at have givet men eller traumer. Måske var det som med dette indlæg. Har ikke alverden på hjerte, men vil nødig brænde inde med sådan et godt ord!?

Havregrød = no go!

Første episode gik ganske grundigt ud over kaninbamsen. Så den røg i "vasketøjskumleren". Det var en stor oplevelse at se den og udvalgte bamser rotere derinde. Men allerbedst var kommentaren til det syn, de udgør nu hvor de hænger til tørre. "Så kan de hænge der og brække sig!"

Måske skulle jeg have lagt dem på ryggen på stativet i stedet? 

En anden vinkel kunne være at det er mit manglende overskud der sætter gang i bæstet. Sammen med ændringer i vuggestueflokken.

Og et eller andet sted, så er det nok også bare fordi jeg har et helt normalt barn, med humør der svinger, lige som alle andres. Men det gør ikke mig bedre til at tackle protest- og vil ha' hylning. Slet ikke når jeg har travlt altså!

Så denne morgen var der planlagt en længere gåtur i naturskønt område (læs: Engsøen). Lige indtil jeg nær var røget på bagflæsket på risten udenfor døren. Is over det hele. Også ovenpå det skridsikkertagtige!

Jeg orker ikke at trippe rundt og være bange for at brække alting. Omvendt trænger jeg inderligt til at få noget frisk luft, noget motion og noget sollys i fjæset. Heldigvis har jeg en masse opvask fra grupperiet, som en slags plaster...

Og så er der vi andre, som kaster sig ind i dialogen med iver og entusiasme nok til at smelte de sidste snedynger. Hvis altså emnet giver mening. Vi er to fra den ene og to fra den anden kategori i gruppen. Og heldigvis er der også den femte, -det velovervejede, modige medlem af gruppen, der tålmodigt og sagligt sætter et punktum eller en konstatering eller et spørgsmål ind, så kampdialogen afbrydes. 

Kamphanerne 1 og 2 har talt om, hvorvidt de tavse lider overlast. Om det generer dem, at der tales direkte og uden omsvøb om tingene. Samtidig har hanerne svært ved at se sig selv som fredsduer, og hvis vi ikke spørger dem, som ikke selv melder ud, om deres holdning til det, så kan vi jo ikke vide om de synes det er for barsk. Vel?